
Af
Danmark er på det seneste blevet fremhævet i den amerikanske debat i kampen om at blive USA's næste præsident. Især kandidaten Bernie Sanders, der kalder sig 'demokratisk socialist', har i sin kampagne opfordret til at søge inspiration i de skandinaviske samfundsmodeller.
LÆS OGSÅ: Lektor: Amerikansk ulighed gør Danmark til forbillede for præsidentkandidat
Men i den amerikanske debat bliver Danmark ofte fremhævet som en socialistisk stat. Det er dog langt fra tilfældet, slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast, da han forleden talte på det amerikanske eliteuniversitet Harvard:
- Jeg ved, at nogle folk i USA associerer den nordiske model med en slags socialisme. Derfor vil jeg gøre en ting klart: Danmark er langt fra en socialistisk planøkonomi. Danmark er en markedsøkonomi, lød det fra Løkke på Harvard.
Også en succesfuld markedsøkonomi
- Den nordiske model er en udvidet velfærdsstat, der tilbyder en høj sikkerhed for indbyggerne, men det er også en succesfuld markedsøkonomi med meget frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv, som man ønsker, lød det fra Løkke, der blandt andet forklarede, at danskerne får gratis sundhedsvæsen og uddannelse for deres skattekroner.
- I alt er det knap halvdelen af vores indkomst, vi betaler i skat - i modsætning til omkring 25 procent i USA, sagde Løkke.
- Har man så overhovedet råd til at købe en bil, kunne man spørge, Og ja, vi har masser af biler - selvom de måske er lidt mindre end her i USA.
LÆS OGSÅ: Danmark stjæler fokus i stor tv-debat i USA
Bernie Sanders har som præsidentkandidat engageret opsigtsvækkende mange vælgere i sin kamp for at gøre USA mere som Skandinavien. Han kæmper i øjeblikket mod blandt andre Hillary Clinton om at vinde nomineringen til at blive Demokraternes præsidentkandidat til valget næste år.
Bernie Sanders har netop udsendt sin første tv-reklame i staterne Iowa og New Hampshire.
References:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/loekke-i-usa-danmark- er-langt-fra-en-socialistisk- stat